Blomsterkunst
Vild Skønhed
Vild Skønhed er en fotografisk udstilling, som består af en række stilleben med blomster indsamlet i grøftekanter, hegn, krat og haver – lokale vækster, høstet nænsomt, når de står i fuldt flor.
Med udstillingen ønsker jeg at minde os alle om, at blomster – ligesom fødevarer – følger sæsonens rytme og bør nydes i det øjeblik, de er her.
Jeg er inspireret af 1600-tallets hollandske blomstermalere og i Vild Skønhed vil jeg være med til at viderefører traditionen med blomsten som motiv, nu oversat til fotografiets sprog.
Udstillingen er en hyldest til det nære, det vilde og det smukke i det, vi alt for let overser. Og fremfor alt en hyldest til fotografiet som kunstart i en tid, hvor visuelt materiale konsumeres i en rasende fart.
Oplev udstillingen 2025
Dato og udstillingssteder
Den Kongelige Køkkenhave, Gråsten Slot
14. juli - 11. august
Tivoli i København
31.august - 15.september
Jeg vil noget med skønheden
Jeg er uddannet fotograf med base i Gl. Rye og arbejder med naturen som motiv. Mine kompositioner tager udgangspunkt i lokale blomster og organiske materialer – høstet med blik for både skønhed og sæson.
Det gør mig oprigtigt trist at se, hvordan importerede blomster ofte sælges til spotpris i supermarkeder. Prisen afslører alt: De er fløjet hertil, og dem, der har dyrket dem, har næppe fået en fair betaling. Jeg mener, vi bør have samme omhu med blomster, som vi har med fødevarer – en sans for, hvornår noget er i sæson, og hvor det kommer fra.
Mit ønske er at sætte fokus på dette – på en opbyggelig og positiv måde. Jeg tror på, at skønhed kan åbne hjertet og bane vej for empatien – som en stille nøgle til noget større. Det forsøger jeg at gøre gennem mine billeder, hvor blomsterne iscenesættes på en måde, der både overrasker og, måske, vækker eftertanke.
Jeg sætter naturens skønhed og taktilitet i centrum, og jeg er optaget af at fremkalde den enkelte blomsts iboende poesi og væsen.