Har man squash i køkkenhaven er det ofte én af de grøntsager, der er rigeligt af. Squash er forrygende at sylte og smager dejligt både på en rugbrødsmad med pølse eller som en slags dressing i en sandwich.
Det skal du bruge til et glas
- 2 squash
- 2 løg
- 2 rød peberfrugt
- 2 tsk salt
- 1 tsk groft peber
- 2 tsk sennepspulver
- 1 tsk sennepskorn
- 1/2 tsk gurkemeje
- 1/2 tsk chili
- 2 dl æbleeddike
- 1 dl vand
Sådan gør du
Skær grøntsagerne i små tern og læg dem i en gryde. Hæld vand, eddike og krydderier over og bring gryden i kog. Lad det hele simre i ca 20 min. Du skal kunne se bunden af gryden når grydeskeen trækkes gennem grøntsagerne. Hvis du synes chutneyen virker for flydende kan du evt. vælge at jævne en smule med majsmel. Hæld chutneyen på skoldet sylteglas og læg låg på glassene. Skal din chutney gemmes i flere uger, er det en god ide at ryste lidt atamon i glasset inden chutneyen kommes i glasset.