“Coq au vin er som en god dagcreme for sjælen. Og at lave det over bål føles meget luksusagtigt.” Sådan har jeg beskrevet coq au vin i min bog om bålmad, som du kan læse mere om her. Og det er én af mine absolutte yndlingsretter – ikke bare at tilberede over bål, men i det hele taget.
Til 4 personer
6-8 kyllingelår
2 skiver gourmet bacon
2 skalotteløg
2 solohvidløg
1 bakke champignon
1/4 l fløde
Ca 2 glas hvidvin (tør)
En lille håndfuld salvieblade
1 bdt persille
50 g smør
Salt og peber
Sådan gør du
Rengør champignon og skær dem i kvarte. Skær løg og hvidløg i små tern. Skær bacon først i skiver og derefter i tern. Smelt smør i en gryde over et godt glødebål. Brun kyllingelårene af på begge sider sammen med bacon.
Tilsæt derefter champignon og en lille håndfuld friske salvie blade og lad det stege lidt. Tilsæt løg og hvidløg – det er vigtigt, at de ikke bliver brune.
Når løgene er blevet blanke tilsættes to glas hvidvin og en 1/4 l fløde. Lad retten simre ca 10 min.
Server med en god håndfuld finthakket persille og en skive lækkert surdejsbrød.