Dampede blåmuslinger

Uanset om det er til forret eller fejring, så er muslinger godt. Muslinger er godt af flere årsager. For det første lever de i fjorde og farvande lige her, hvor vi bor. De indeholder masser af protein og sunde fedtsyrer. Og så vil jeg også påstå at muslinger er godt for sjælen. Man bliver simpelthen bare glad helt ned i maven af havsmagen og ikke mindst synet af de flotte blanke blåsorte skaller, der så smukt indrammer den intense orange og fede musling. 

Dampede blåmuslinger over bål

Hvis ikke du selv har mod på at høste muslingerne, kan de selvfølgelig også købes hos din lokale fiskehandler. Det giver i hvert fald hverken kolde fingre eller våde fødder.

Når du køber muslinger hos fiskehandleren, så husk at spørge efter de økologiske linemuslinger fra Limfjorden. Dem kan man efterhånden få hos de fleste fiskeforretninger og fiskebiler. Linemuslinger er, som det fremgår af navnet, opdrættet på line. Eller det man kunne betegne som lange bånd. Muslingerne opdrættes oppe i vandet fri af havbunden, hvor de ellers naturligt lever. Idet muslingerne holdes væk fra sandbunden er de dels helt rene og fine når de høstes, og dels er de nemmere at høste uden at havbunden beskadiges ved den konventionelle høstmetode, hvor havbunden skrabes.

Til 4 personer skal du bruge

  • 1 kg økologiske muslinger
  • 2 skalotteløg
  • 1 solohvidløg
  • 1 bundt persille
  • 2 glas tør hvidvin
  • Fløde
  • Smør til stegning
  • Salt og friskkværnet peber efter smag

Sådan gør du

Rengør muslingerne for tang og skæg og fjern de muslinger, som ikke lukker sig, når du banker dem let mod kanten af vasken. Fjern også de muslinger som eventuelt er knækket. Hak løg og hvidløg i små tern. Sæt en gryde over bålet, smelt en god klat smør og steg løg og hvidløg blanke. Kom alle muslingerne i gryden og hæld hvidvinen over. Læg låg på gryden og lad muslingerne dampe cirka 3-5 min. Efter et par minutter tilsættes en god sjat fløde, lidt friskkværnet peber og hakket persille. Vend forsigtigt muslingerne i gryden. Lad det dampe under låg yderligere et par minutter. Server muslingerne i skåle med et stykke baguette, der kan suge den dejlige sauce.

Hvis retten skal bruges som en forret eller snack er 1 kg nok til 4 personer, men skal det fungere som et måltid, er det en god idé enten at købe flere muslinger eller at koge pasta i en gryde ved siden af. Når pastaen er klar serveres den i skåle, hvor muslingerne og saucen hældes over.

Husk: Spis ikke de muslinger, som ikke har åbnet sig af sig selv, da de blev dampet.

 

← Older Post Newer Post →