Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg går og glæder mig helt afsindigt til igen, at kunne plukke fra træer og buske og trække friske, gode sager op af jorden. Den grønne sæson er knap og nap begyndt og der er så meget at vente på og glæde sig til. Men brændenælderne har fået fart og de er en kærkommen bebuder om alt det der venter.
En grøn minestrone smager altid lækkert, den er nem at lave og man kan variere den i det uendelige. Derfor er minestrone også én af mine favoritretter at lave over bål. Bålmad skal efter min mening være nemt og selvfølgelig velsmagende. I opskriften nedenfor har jeg brugt brændenælder som et forårsindslag. Det fungerer rigtig godt og så er det hyggeligt at gå og klippe de første fine skud.
Til 4 personer skal du bruge:
- 1 porre
- 1 løg
- 1 solo hvidløg
- 1 lille squash
- 1 håndfuld grønne bønner
- 1 kop ærter
- 1 kop macaroni
- og en god portion brændenældetoppe
- Peber, hønseboullion og fiskesauce
- Smør til stegning
- ca. 1,5 liter vand
Sådan gør du
Smelt smørret i en gryde over et godt bål. Jeg bruger med vilje smør i stedet for olie, da det er med til at give suppen fylde. Lad løg og hvidløg stege i smørret til de er klare. Tilsæt porre, bønner, squash og boullion og lad det koge i ca 10 min. Tilsæt derefter ærter, brændenælder og makaroni og lad det koge i yderligere 5 min til makaronien er al dente. Hvis det koger for læge bliver makaronien slatten og suppen bliver overordnet trist i farven.
Smag til med fiskesauce og peber. Du kan selvfølgelig også bruge salt, hvis ikke du har fiskesauce, men jeg synes bare at suppen bliver mere rund og fyldig, hvis man salter med fiskesauce.