I går fandt jeg danske ærter i supermarkedets grøntsagsafdeling og selvom det stadig er lidt tidligt, i hvert fald i forhold til de ærter jeg har i min have, så har jeg nu taget hul på ærtesæsonen med en skøn risotto tilberedt over bål.
Risotto er noget af det nemmest at lave – både inde og ude – og så er det ualmindeligt velsmagende. Her kommer en opskrift, der egner sig godt til de lyse aftener vi for tiden.
Opskriften er afstemt til 2 personer, men den er nem at skalere til flere. Bare husk at der til 1 del risotto ris går 2 dele væske.
Du skal bruge til 2 personer:
- 250-400 gr friske ærter
- 2 forårsløg
- Solo hvidløg – 1 stk
- Alm løg – 1 stk
- Risottoris – 1dl
- Hvidvin – 1 glas
- Vand – 1 glas
- Grøntsagsboullion – 1 tsk
- Pecorino ost (mængde efter smag)
- 1 spsk smør til stegning
- Salt og peber
Fremgangsmåde
De friske ærter spiller hovedrollen i denne ret, og de skal derfor kunne smages. Sørg derfor for at have en god portion ved hånden – der forsvinder også nogle under tilberedningen.
Ærterne bælges, forårsløg, hvidløg og løg snittes fint. Smelt smørret i en gryde over bål. Når smørret bruser tilsættes alm løg og hvidløg, som herefter steges klare – de må endelig ikke tage farve, så kommer retten til at smage brændt.
Tilsæt herefter risottorisene og lad dem stege blanke i overfladen. Du skal være over gryden for risene sætter sig nemt fast i bunden. Når al væden er suget op af risene og de er jævnt blanke tilsættes hvidvin og vand. Når retten koger tilsættes grøntsagsboullion, salt og peber. Lad det simre i 15-18 minutter.
Smag på risene undervejs. Når de er næsten færdige – der skal stadig være et lille bid i risene – tages gryden af bålet. Riv en god håndfuld Pecorino ost i retten, vend det rundt og lad gryden stå med låg på et par minutter.
Kogetiden for en risotto er en smagssag. Nogen foretrækker at den koges helt ind til en cremet grød, men jeg kan personligt bedst lide at risene stadig har lidt struktur.
Lige inden servering vendes forårsløg og ærter i risottoen. Server med friskrevet Pecorino, lidt peber og evt. et frisk ærteskud.
Så er det spisetid.